Har du nogensinde stillet dig selv ét af disse spørgsmål:
- Gør jeg egentlig det bedste for min hund?
- Trives min hund optimalt?
- Er jeg en god hundemor/hundefar?
Faktisk er jeg ret sikker på, at du kender til disse bekymringer, for ellers ville du ikke læse denne tekst. Jeg oplever i hvert fald, at mine følgere er meget omsorgsfulde hundeejere, som kun vil deres hunde det absolut bedste. Dem, som gør lidt ekstra for deres hunde. Dem, som er lidt mere opmærksomme på deres hunde. Jeg er også en af dem. Jeg observerer mine hunde nøje. Og jeg lægger mærke til, når der er noget, der er anderledes end det plejer at være.
For nogle uger siden lagde jeg mærke til, at min tæve Arya slikkede sig på sin ene albue. Det plejer hun ikke at gøre. Huden på albuen var allerede nået at blive rød og irriteret. Derudover var hun ikke kommet i løbetid endnu – selvom det egentlig var tid (og nej, hun havde altså ikke været hos en intakt hanhund ;)). Det undrede mig. Og jeg ville ikke være HundefoderNørden, hvis jeg ikke som det første ville tænke på hendes kost. Hun var ellers frisk og glad som altid, men noget var der jo galt! Og så slog det mig: Det var mindst 2 år siden, at jeg sidst havde regnet på mine hundes foderrationer. Siden da havde jeg lavet lidt småændringer, men ikke noget, jeg decideret havde regnet på. Jeg har jo efterhånden en følelse for, hvordan jeg sammensætter en behovsdækkende foderration til mine hunde. Men hvad, hvis jeg havde ramt forkert? Og så tænkte jeg tanken. Jeg er en dårlig hundemor. Jeg hjælper til dagligt andre hunde med at udarbejde behovsdækkende ernæringsplaner, men jeg havde tilsyneladende glemt mine egne.
Jeg gik straks i gang med at skrive den præcise sammensætning af mine hundes kost ned, tog lommeregneren i hånden og satte mig foran computeren. Jeg havde en mistanke om, at mine hunde ikke var dækket tilstrækkeligt ind med zink, da for lidt zink kan føre til hud-og pelsproblemer samt nedsat fertilitet. Men min hanhund Pelle viste ingen tegn på mangel overhovedet. Resultatet af mit fodertjek beroligede mig: ingen mangler – men zinkniveauet lå i den nedre ende af behovsområdet. Åbenbart nok til Pelle, men for lidt til Arya. Jeg ændrede Aryas kost, således, at hun fra nu af blev forsynet med en større mængde zink. Cirka en uge efter kostændringen holdt hun op med at slikke sig på albuen og rødmen forsvandt. Der gik yderligere cirka én måned før hun kom i løbetid. Om det rent faktisk var kostændringen eller et tilfælde, kan jeg ikke sige. Men i teorien giver det meget god mening, at hendes symptomer forsvandt, efter kostændringen.
Endnu engang blev det meget tydeligt for mig, at hunde er forskellige, at de har forskellige behov og at de trives på forskelligt foder. Det blev også meget tydeligt for mig, at behov kan ændre sig hos den enkelte hund, og at det er vigtigt at holde øje med hunden. Og når man så endelig har konkluderet, at hundens behov har ændret sig, så skal kosten selvfølgelig ændres!
Rigtig god weekend til jer og jeres firbenede venner! I kan jo bruge noget af weekenden på at observere jeres hunde lidt mere, end I i forvejen allerede gør 🙂
Skrevet af Ann-Kristin Meyer
