Skræddersyet ernæringsplan

På baggrund af en dybdegående beskrivelse af din hund og dens behov udarbejder jeg en skræddersyet ernæringsplan, som tager udgangspunkt i friske råvarer – enten rå eller tilberedte. Ernæringsplanen udarbejdes således, at den er balanceret og dækker din hunds behov. Du får ikke én bestemt opskrift, som du skal følge til punkt og prikke, men en overordnet plan, som giver plads og opfordrer til variation.

En skræddersyet ernæringsplan er den helt rigtige løsning for den dedikerede hundeejer, som kun vil det bedste for sin hund og som er villig til at yde en ekstra indsats – for hundens skyld.

Ernæringsplanen er slutproduktet af et stort regnearbejde, hvor valg, kombinationen og mængden af de enkelte ingredienser skal gå op i en højere enhed for at matche din hunds næringsmæssige behov. Jeg regner på makronæringsstoffordelingen (forholdet mellem proteiner, fedt og kulhydrater) i foderet og koncentrationen af omkring 40 – for din hund – livsnødvendige næringsstoffer.

I mine beregninger tager jeg udgangspunkt i de behovsværdier, som er anbefalet af FEDIAF (The European Pet Food Industry). Det er de samme behovsværdier, som foderproducenterne i Europa også skal tage udgangspunkt i. I modsætning til mange foderproducenter, bruger jeg også min viden om interaktioner mellem forskellige næringsstoffer og antinutrielle stoffer (næringsstoffer, som hæmmer optagelsen af nogle af de for hunden livsnødvendige næringsstoffer), og tager hensyn til disse interaktioner i mine beregninger – noget som ingen regneprogrammer kan klare. Dette gælder også fordøjeligheden af de enkelte næringsstoffer (hvor godt hunden kan udnytte disse næringsstoffer), alt efter hvilken ingrediens de stammer fra. 

Ernæringsplanen gemmer dermed på et stort regnearbejde og en masse viden, som jeg har tilegnet mig igennem min lange akademiske uddannelse og mange års erfaring med at udarbejde foderplaner til hunde. Ved at følge foderplanen, sikrer du, at din hund forsynes med samtlige livsnødvendige næringsstoffer i de helt rigtige forhold.

Jeg har hjulpet et hav af forskellige hunde til at trives bedre ved at udarbejde skræddersyede ernæringsplaner til dem. Herunder kan nævnes både raske voksne hunde, allergihunde, overvægtige hunde, drægtige og diegivende tæver, hvalpe, aktive konkurrencesportshunde og hunde med forskellige sygdomme, f.eks. lever-, nyre- og hjertesygdomme.

En skræddersyet ernæringsplan koster 2500 kr. og med i pakken får du op til 1 times rådgivning indenfor den første måned (som også (delvist) kan bruges til en opstartssamtale inden udarbejdelsen af ernæringsplanen) og én justering af planen i samme tidsrum, hvis der skulle være behov for det. Det er enormt vigtigt for mig, at få dig godt i gang med den nye ernæringsplan og udstyre dig med den nødvendige viden og tryghed til selv at tilberede din hunds foderration.

Har du flere hunde og bestiller ernæringsplaner til dem samtidigt, så betaler du 2500 kr. for den første ernæringsplan og 2000 kr. for hver yderligere ernæringsplan.

Hvis du har flere spørgsmål efter din rådgivningstid er opbrugt, kan du tilkøbe ekstra rådgivningstid med 50 % rabat i op til 3 måneder efter du har modtaget ernæringsplanen.

Efter du har bestilt ernæringsplanen via knappen nedenfor, får du tilsendt et spørgeskema om din hund, dens evt. udfordringer og diagnoser, dens nuværende foder, om du ønsker råt eller tilberedt foder, mm.