Hvad der for blot cirka 15 år siden ansås for et organ, som hovedsageligt er ansvarligt for at optage næringsstoffer og fungere som kroppens affaldshåndteringssystem, hyldes i dag som et af kroppens vigtigste organer, som ikke kun har indflydelse på kroppens fordøjelse, men også dens sundhed og sindstilstand: Tarmen. Det er dog ikke tarmen, som fortjener at tage hele æren, da den kun er opholdssted for de egentlig helte og dermed hovedaktørerne i dét, der svarer til videnskabens fortælling om askepot. Tarmbakterierne er dem, der gør tarmen til det smukke og fascinerende organ, den er. Selvom videnskaben på området stadig er i sin spæde begyndelse og forskningen har haft hovedøjemål på mus, rotter og mennesker, er der nogle studier, som indikerer, at dét, der – i forhold til tarmbakteriernes rolle for organismen – gælder for mennesker, mus og rotter, i grove træk også gælder for hunde. Det er derfor på tide, at vi som hundeejere vænner os til tanken om, at vi ikke kun har ansvaret for at tage bedst vare på vores firebenede ven, men også på hundens flere milliarder encellede tarmbeboere.
Må jeg præsentere: Hundens tarmmikrobiota
Bakterier i fordøjelsessystemet er noget, de fleste af os typisk forbinder med planteædende dyr, såsom heste og drøvtyggere, som er afhængige af små hjælpere, til at nedbryde deres foretrukne kost, som udelukkende består af plantemateriale. Både heste, køer, får og geder får størstedelen af deres energi fra netop dette plantemateriale, som indeholder store mængder af ufordøjelige kulhydrater (indenfor human ernæring også kaldet for kostfibre), som kroppens egne enzymer ikke er i stand til at nedbryde. Drøvtyggere er derfor indrettet med en stor formave til at huse de flere kilo bakterier, som sørger for at nedbryde disse kulhydrater, for derefter at forsørge værtskroppen med både energi, vitaminer og proteiner. Bakteriernes vært får energi og vitaminer igennem bakteriernes stofskifteprodukter, og proteiner ved at fordøje selve bakterierne, når disse dør og vandrer videre i værtens fordøjelsessystem. Heste er ikke helt så effektive kostudnyttere som drøvtyggere, da deres yderst rummelige bakteriepension befinder sig i enden af fordøjelsessystemet. Og selvom heste derfor ikke kan nå at fordøje bakterierne efter deres død, drager de god nytte af deres stofskifteprodukter, som ligesom hos drøvtyggere består af bl.a. kortkædede fedtsyrer og vitaminer. Hos planteædere giver det rigtigt god mening med disse små fordøjelseshjælpere, men skulle der være en grund til, at både altædende dyr som mennesker, fakultativt kødædende dyr som hunde og endda obligat kødædende dyr som katte har tarmbakterier, når de nu ernærer sig af en kost, som for det meste snildt kan fordøjes af kroppens egne enzymer? Åbenbart! Ikke kun mennesker, men også hunde og katte, hvis kost hovedsageligt eller udelukkende (for kattens vedkommende) består af animalske produkter, huser så mange bakterier, at bakteriernes samlede arvemasse med afstand overstiger arvemassen i deres egne celler. Men hvem er disse mystiske beboere med egenskaber, som næsten kan sidestilles med magiske kræfter?
Tarmmikrobiotaen er betegnelsen for den rige population af forskelligartede mikroorganismer, som koloniserer tarmsystemet i langt de fleste af verdens dyr, deriblandt også hunden. Selvom der oftest kun er tale om tarmbakterier, så deler disse deres levested med både svampe, virusser, protozoer og arkæer, som alle sammen er del af tarmmikrobiotaen. Bakterier udgør dog den største og mest udforskede gruppe i dette mangfoldige samfund, hvilket er grunden til, at tarmsnakken typisk drejer sig om netop dem. Videnskabelige studier, som undersøger hundens tarmmikrobiologi, er stadig en mangelvare. Dog er der observeret ligheder i forhold til tarmmikrobiotaens sammensætning og funktion mellem hunde, mennesker og mus (1), hvilket kan give grundlag for, at resultater opnået i studier med mennesker og mus som forsøgsdyr kan ekstrapoleres til hunden.
I mange kredse kaldes tarmmikrobiotaen stadigvæk for tarmfloraen. Begrebet er resultatet af en misforståelse og stammer fra den tid, hvor mikrobiologer troede, at bakterier tilhørte blomsterriget. Dette er ikke tilfældet. Selvom det er en meget smuk forestilling, blomstrer der ikke en farverig buket i din hunds tarmsystem. Dét, der ”blomstrer” i din hunds tarmsystem er meget smukkere end en buket blomster – ikke på grund af mikrobiotaens udseende, men på grund af dens fascinerende og næsten grænseløse evner.
Er der overhovedet noget, tarmmikrobiotaen ikke kan?
Meget tyder på, at tarmmikrobiotaen ikke kun kan sidestilles med andre organer og systemer i kroppen, men at den endda er mere avanceret end de fleste af disse – eller muligvis dem allesammen. Tarmmikrobiotaen er i stand til at producere et hav af forskellige hormoner, som via tarmvævet frigives til blodcirkulationen og herefter transporteres til andre organer og systemer i kroppen (2). På denne måde er mikrobiotaen i stand til at kommunikere med andre organer og systemer i kroppen – ikke kun ved at udsende signaler, men også ved at reagere på signaler fra de andre organer og systemer. Tarmmikrobiotaen er faktisk vildere end hjernen, da dette vidunderorgan (eller system, alt efter hvordan man opfatter tarmmikrobiotaen) slår hjernen i forhold til dens biokemiske kompleksitet (2).
Derfor undrer det ikke, at tarmmikrobiotaens evner ikke er begrænset til at udvinde energi fra ufordøjelige kulhydrater og producere vitaminer. Tarmens små beboere spiller en vigtig rolle i blandt andet værtens immunsystem, stofskifte, stressrespons og social udvikling (2, 3). Mikrobiotaens liste over evner er og bliver længere i takt med, at forskningen graver dybere og får flere avancerede værktøjer til at undersøge mikroorganismernes vidunderlige verden. Hvor langt listen kommer til at være er svært at forudsige, men noget er sikkert, nemlig at listen, som den er nu, er for lang til at kunne sammenkoges i en enkelt artikel. Du bliver derfor nødt til at nøjes med at blive præsenteret for et par spændende fænomener, som muligvis skyldes din hunds tarmbeboere.
Var det nu min hund eller dens bakterier?
Har din hund nogle særlige spisevaner? Ville den dø for en bestemt ost, en særlig frugt eller katteafføring? Muligvis er det dog slet ikke din hunds spisevaner, men dens små tarmbeboeres. Mikroorganismerne i hundens tarm har nemlig potentialet til at manipulere sin værts spisevaner. For at kunne overleve og udkonkurrere andre bakteriearter, er tarmbeboerne afhængige af, at hunden forsyner dem med netop de næringsstoffer, som hjælper dem med at nå deres mål. Og når der gælder om at overleve, så bliver også en lillebitte bakterie meget egoistisk. Den sørger nemlig for at hunden spiser dét, der øger sin egen fitness, og ikke nødvendigvis hundens. Hvordan sådan en mikroskopisk lille størrelse kan have så stor indflydelse på en ellers meget intelligent dyreart, er ikke helt klarlagt, men til de potentielle mekanismer hører bl.a. en ændring af værtens smagsreceptorer og udskillelsen af appetitregulerende hormoner (4). Mikrobiotaens magiske evner stopper ikke her. Det er også blevet foreslået, at tarmpopulationen kan være medskyldig i en øget stressrespons hos værten, dårlige sociale evner og problemer med at lære og huske (2). Neurotransmitteren serotonin forventes at spille en afgørende rolle i reguleringen af bl.a. læring, søvn, frygt og stressrespons. Serotonin dannes ud fra aminosyren tryptofan. Spændende nok har forskellige studier vist, at tarmmikrobiotaen har en regulerende effekt på tilgængeligheden af tryptofan i blodcirkulationen samt tryptofans omdannelse til serotonin (2). Har du en hund, der udviser frygtadfærd, kan det være, at det ikke er nok at opsøge en dygtig adfærdsbehandler. Muligvis er det tarmmikrobiotaen, der trænger til en kærlig hånd (2, 5). Hvor meget magt tarmmikrobiotaen kan udøve over din hund, afhænger i stor grad af sammensætningen af netop denne. Her forholder det sig ikke anderledes end i politikken (forudsat, der er tale om et demokrati): Et stort flertal, vil have nemmere ved at gennemtrumfe sine ønsker end et mindretal. En hund med en meget varieret og artrig mikrobiota med lige så varierede næringsstofbehov, vil derfor ikke være helt så udsat for bakteriernes magtudøvelse, som en hund med en mere homogen tarmpopulation (4). Det gælder derfor om at sørge for et tarmmiljø, som tiltaler så mange bakteriearter som muligt. Hvordan du kan gøre din hunds indre attraktivt for en varieret mikrobiota, kan du læse om længere nede i teksten. Før du skyder skylden på din hund for tidligt, når den fremover forholder sig lidt underligt, så prøv at overveje, om det måske slet ikke var din hunds vilje, men dens små tarmbeboeres.
Den fede hund – ligger svaret i tarmen?
I dagens Danmark er overvægtige og fede hunde mere reglen end undtagelsen. På trods af, at fedme hovedsageligt skyldes en uligevægt mellem energiindtægter og energiudgifter, har mange hundeejere svært ved at få deres firebenede ven til at tabe sig. Selvom ejeren nøje følger et skræddersyet vægttabsprogram, taber hunden sig ikke eller kun meget langsomt. Svaret på dette mysterium ligger muligvis i tarmen. Studier på både mennesker, mus og hunde har vist, at overvægtige og fede individer ikke kun har en anden sammensætning af mikroorganismer i tarmen, end deres normalvægtige artsfæller, men også en reduceret artsdiversitet (6, 7). Dette beviser selvfølgelig ikke nogen kausal sammenhæng endnu – for er det mikrobiotaen, der gør værten overvægtig, eller værtens overvægt, der ændrer mikrobiotaens sammensætning? For at få svar på netop dette spørgsmål, transplanterede forskere mikrobiotaen af overvægtige mus til normalvægtige mus, som var født, opvokset og levede under sterile forhold, hvilket resulterede i en mikroorganismefri tarm hos disse mus (8). Det forbløffende resultat var, at de førhen normalvægte mus efter transplantationen begyndte at tage på i vægt og blev overvægtige, selvom deres fodervaner ikke ændrede sig. Disse forsøg støtter hypotesen om, at hundens tarmbeboere sandsynligvis spiller en afgørende rolle, når hundeejere kæmper en fortvivlet kamp mod deres hunds overflødige kilo. Og igen handler det om at udstyre hunden med en artrig tarmmikrobiota!
Årsager til en „dårlig” tarmmikrobiota
Hvorfor hunde ender med dét, man kan kalde for en „dårlig“ tarmmikrobiota, dvs. en meget ensartet mikrobiota, som domineres af bakterier, der ellers ikke er fremherskende i sunde individer, kan der være forskellige årsager til. Lider din hund af tyndtflydende eller meget blød og ildelugtende afføring, er oddsene gode for, at den har været så uheldig og er blevet udstyret med en „dårlig“ tarmmikrobiota. Hvordan hundens tarmmikrobiota udvikler sig, bestemmes allerede tidligt i hundens liv – faktisk allerede før den bliver født. Tævens egen sammensætning af tarmbakterier vil have en afgørende rolle for bakteriepopulationen i hvalpenes tarme, hvilket betyder, at tævens sundhedstilstand, hendes vægt og kost vil have indflydelse på afkommenes tarmsundhed. Ud over det, er det af stor betydning, hvorvidt hvalpene bliver født vaginalt eller ved kejsersnit. Data fra mennesker viser, at kejsersnit-babyer har dårligere forudsætninger end babyer, som er blevet født den naturlige vej, da disse fra start af bliver udstyret med en tarmmikrobiota, som sandsynligvis bidrager til et unormalt immunforsvar og et øget risiko for at udvikle immunsygdomme (2). Også den tidlige ernæring er altafgørende for tarmmikrobiotaens udvikling. Har du en hund, som af en eller anden grund ikke fik den første modermælk, som kaldes for kolostrum og som indeholder mange vigtige nærings- og antistoffer, vil dens bakteriepopulation i tarmen højst sandsynligt være mindre varieret og have færre gavnlige bakterier end tarmmikrobioaten fra en hund, som fik de første vigtige dråber af morens mælk (2).
Noget, der har en meget stor effekt på, hvilke små beboere der lever og udøver deres magt i din firbenede vens tarm, er hundens foder. En hund, der bliver fodret meget ensartet, vil ligeledes have en mere ensartet bakteriepopulation, da kun bakterier, som netop trives på bestanddelene i denne kost, vil kunne overleve. Alle andre bakterier ville dø af sult. Et nyere studie fra 2017 nåede til den konklusion, at hunde, som bliver fodret med tørfoder, har en mere ubalanceret tarmmikrobiota-sammensætning, hvilket har en negativ effekt på tarmsundheden, end hunde, som bliver fodret med råfoder (9). Tydeligvis er der en lang række faktorer, som kan have indflydelse på, hvilke bakterier, der vælger at slå sig ned i vores hundes tarme. Og selvom vores hunde kan være så uheldige at have et indre miljø, som er særligt attraktivt for de mere uhensigtsmæssige bakterier, er der håb forude. Vi kan nemlig aktivt gøre noget for at hjælpe vores hunde med at ommøblere i tarmen, så de „gode“ bakterier flytter ind.
Jagten efter den perfekte lort
Det ligger i menneskets natur altid at ville opnå det bedste. Vores hunde skal være de dygtigste på lydighedsbanen, de smukkeste i udstillingsringen, de hurtigste løbere, og have de klogeste hoveder. Takket være tarmbakterierne er lortesnakken blevet socialt acceptabelt og hundeejerne går nu også efter den perfekte lort. Men hvordan får man hunden til at vinde konkurrencen om den smukkeste afføring? Selvom det ikke altid ligger i vores magt, om en hvalp bliver født naturligt eller via kejsersnit, og om hvalpen får kolostrum fra tæven eller ej, så kan vi øge chancen for et godt tarmmiljø i fremtidige hundegenerationer ved at vælge avlstæverne med omhu. Er moren sund og rask og blevet fodret varieret, vil chancen være større for, at hun selv har gavnlige bakterier i tarmen og derfor også opfostrer hvalpe, som er overlegne i forhold til tarmsundheden.
For at gøre tarmen attraktiv for de gavnlige bakterier og for en stor artsvariation, er det vigtigt at tilbyde dem en kost, som ligeledes er varieret. Dette er svært at gennemføre, hvis man fodrer hunden med præcis det samme tørfoder hele dens liv, uden nogensinde at supplere med friske råvarer. Sjovt nok, er det præcist det, som ofte bliver anbefalet af forskellige fagfolk i hundebranchen.
En anden måde at modulere tarmmikrobiotaen på, er igennem præ-, pro- eller synbiotika. Ved præbiotika forstås fodermidler, som ikke kan fordøjes af hundens egne enzymer, men kun af tarmbakteriernes, og som promoverer væksten af de gavnlige bakterier. Dermed fungerer præbiotika som direkte „foderkilde“ for hundens tarmbeboere. Forskellige forbindelser fungerer som probiotika, men den mest anvendte er ufordøjelige kulhydrater af forskellig oprindelse. Du er måske stødt på bogstavskombinationerne „FOS“ (fruktooligosakkarider) og „MOS“ (mannanoligosakkarider) samt ordet inulin (hvilket rent faktisk tilhører gruppen af FOS og ikke må forveksles med insulin) i ingredienslisterne på diverse hundefodersække. Disse ingredienser er allesammen præbiotika, som tilsættes foderet for bakteriernes skyld. Probiotika er levende bakterier med sundhedsfremmende egenskaber, som hunden spiser og som på den måde bliver en del af hundens tarmmikrobiota. Probiotika udvindes fra fermenteringsprodukter, som f.eks. sauerkraut og kefir. Kombinationspræparater, som indeholder både præ- og probiotika, kaldes for synbiotika (10). Selvom en hund normalt ikke bliver fodret med præ-, pro- eller synbiotika, er der ét tidspunkt i hundens liv, hvor den simpelthen bør få en lille bakterietransfer og efterfølgende en god og grundig bakteriepleje, nemlig efter hunden er blevet behandlet med antibiotika. Desværre dræber antibiotika ikke kun de onde bakterier i hundekroppen, men også de gavnlige i tarmen, og er dermed enhver tarmmikrobiotas skræk. For at få de gode bakterier og balancen i tarmen tilbage, er det derfor nødvendigt med et godt probiotikapræparat.
På tide at tænke anderledes
Med denne viden om hundens tarmbeboere er det på tide, at vi begynder at tænke anderledes. Hundefoder bør kunne mere end bare at opfylde hundens næringsstof- og energibehov. Hundefoder bør kunne nære hundens mikrobiota, således at den blomstrer i de smukkeste farver (apropos tarmflora). En varieret tarmmikrobiota med et flertal af gavnlige bakterier er forudsætningen for, at hunden kan trives. Som hundeejere er det derfor vores ansvar at sørge for, at foderskålen bliver fyldt med netop dét, der fører til hundens trivsel: En varieret kost, der ikke kun gør hunden, men også dens mikroorganismer glad.
Referencer
- Swanson KS, Dowd SE, Suchodolski JS, Middelbos IS, Vester BM, Barry KA, Nelson KE, Torralba M, Henrissat B, Coutinho PM, Cann IKO, White BA, Fahey Jr GC. 2011. Phylogenetic and gene-centric metagenomics of the canine intestinal microbiome reveals similarities with humans and mice. The ISME Journal, 5:639-649.
- O’Callaghan TF, Ross RP, Stanton C, Clarke G. 2016. The gut microbiome as a virtual endocrine organ with implications for farm and domestic animal endocrinology. Domestic Animal Endocrinology, 56:S44-S55.
- Lee WJ, Hase K. 2014. Gut microbiota-generated metabolites in animal health and disease. Nature Chemical Biology, 10:416-424.
- Alcock J, Maley CC, Aktipis CA. 2014. Is eating behavior manipulated by the gastrointestinal microbiota? Evolutionary pressures and potential mechanisms. Bioessays, 36:940-949.
- Mayer EA, Tillisch K, Gupta A. 2015. Gut/brain axis and the microbiota. The Journal of Clinical Investigations, 125(3):926-938.
- Handl S, German AJ, Holden SL, Dowd SE, Steiner JM, Heilmann RM, Grant RW, Swanson KS, Suchodolski JS. 2013. Faecal microbiota in lean and obese dogs. FEMS Microbiology Ecology, 84:332-343.
- Park HJ, Lee SE, Kim HB, Isaacson RE, Seo KW, Song KH. 2015. Association of obesity with serum leptin, adiponectin, and serotonin and gut microflora in Beagle dogs. Journal of Veterinary Internal Medicine, 29:43-50.
- Walker AW, Parkhill J. 2013. Fighting obesity with bacteria. Science, 341:1069-1070.
- Sandri M, Dal Monego S, Conte G, Sgorlon S, Stefano B. 2017. Raw meat based diet influences faecal microbiome and end products of fermentation in healthy dogs. BMC Veterinary Research, 13:65.
- Gagné JW, Wakshlag JJ, Simpson KW, Dowd SE, Latchman S, Brown DA, Brown K, Swanson KS, Fahey Jr GC. 2013. Effects of a synbiotic on fecal quality, short.chain fatty acid concentrations, and the microbiome of healthy sled dogs. BMC Veterinary Research, 9:246.
